Jeg så før i dag en opskrift på snyde trøfler (eller romkugler) fra gruppen på facebook der hedder Bageglad. Jeg tænkte med det samme, dét kan ikke passe at man kan lave lækre trøfler med kun seks simple ingredienser. Jeg tog straks ned i vores Superbrugs og købte ind til dem, og de havde sørme 20% på alt, så det var perfekt. Det skal lige sige at det kun tager 5-10 minutter at lave dem, og de smager bedre end dem man køber i bageren! Mums, siger jeg bare. Der bliver til ca. 16 små trøfler af denne opskrift.
Du skal bruge
1 Hindbærroulade (den billige fra Xtra koster kun 9,95,-)
1 Mazarintærte (den billige fra Xtra koster kun 12,50,-)
1 spsk. Hindbærmarmelade
½ flaske Rom Aroma (Dr. Oetker koster 12,95,-)
2 spsk. Kakaopulver
Krymmel (Dr. Oetker Party Mix og Choko Mix har jeg brugt 9,95,- stykket)
Sådan gør du
- Bland roulade og mazarintærte fuldstændig sammen
- Tilsæt hindbærmarmelade, rom aroma og kakaopulver
- Ælt det hele rigtig godt sammen
- Rul kugler af massen og tril dem i drys
- Sæt trøflerne i køleskab en halv times tid og server
Er det ikke bare let? Jeg er sikker på at du vil blive overrasket over hvor godt de smager. De er simpelthen så gode at jeg ikke kan stoppe, og jeg har allerede spist 6 små trøfler i dag.
Er du ligeså vild med trøfler som jeg?